HELLE OG KAOS...
Gamle Thorvald Stauning vandt som bekendt et folketingsvalg på sloganet "Stauning eller kaos". Mens S-SF-planen falder fra hinanden i disse dage, står det også klart, at oppositionen næppe kommer til at løfte arven fra Stauning. Det er i den grad blevet til "Helle og kaos"!
Der går ikke en dag, uden at S-SF-lederne må erkende huller og ny usikkerhed om planens indhold og konsekvens. Hverken S, SF eller en dybt splittet fagbevægelse kan blive enige med sig selv om, hvad planen indeholder og betyder konkret for den enkelte familie.
Ja, man må spørge sig selv, om S og SF overhovedet HAR en plan.
Under alle omstændigheder bekræfter de seneste ugers usikkerhed om S-SF-planen, at oppositionen bygger sine planer for det danske samfunds fremtid på et yderst tvivlsomt økonomisk grundlag.
Uden en stærk økonomi har vi ikke noget stærkt velfærdssamfund. Det siger sig selv. Og jeg vil ikke gamble med velfærdssamfundet! Jeg vil ikke smide regningen for finanskrisen i børneværelserne!
Danmark står foran en enorm opgave i årene, der kommer: Vi skal ruste det danske samfund til en ny situation med flere ældre, færre erhvervsaktive - og danske virksomheder og arbejdspladser, der møder uset international konkurrence fra vækst-økonomierne i Asien. Vi kan ikke tage noget for givet.
Vi burde kunne stå sammen om at ruste Danmark til fremtiden. Det er min ambition at skabe samling om en sikker og solid økonomisk kurs for vores samfund. Derfor takker jeg nej til Helles kaos!
Kommentarer (0) — skriv kommentar
Der er i øjeblikket ingen kommentarer. Vil du være den første?