Udarbejdet af
Ultimate Web for
Venstre i Aalborg Kommune
© 2010

Klar til kaos med Helle, Orla?

Skrevet af Skrevet af Kristian Andersen d. 05-07-2010 — 0 kommentarer

Bookmark and Share

Synspunkt til Nordjyske Af KRISTIAN ANDERSEN, folketingskandidat (V) i Nordjylland, Johs. V. Jensens Vej 40, 9200 Aalborg SV

Klar til kaos med Helle, Orla?

Gamle Thorvald Stauning vandt som bekendt et folketingsvalg på sloganet "Stauning eller kaos". Stauning blev en landsfader af de helt store - takket være et tæt samarbejde med Venstre, da det stod værst til i 1930ernes værste kriseår.

Men modsat Staunings Socialdemokrati afviser Socialdemokratiet i dag skråsikkert statsminister Løkkes og nationalbankdirektør Bernsteins appel om national samling om den økonomiske genopretning efter finanskrisen.

Derfor klinger det hult, når min kandidatkollega, Orla Hav (S), lover sammenhold mod krisen (12.6.). Der er hverken Stauning eller samarbejde over det, Socialdemokrati, vi ser i dag.

Socialdemokratiet har bundet sig til venstrefløjen som aldrig før. S-SF-planen er ikke nogen vej ud af krisen.  Uge for uge falder planen mere og mere fra hinanden. Det er i den grad blevet til "Helle og kaos"!

Hverken S, SF eller en dybt splittet fagbevægelse kan blive enige med sig selv om, hvad S-SF-planen indeholder og betyder konkret for den enkelte familie. Der går ikke en dag, uden at S-SF-lederne må erkende ny usikkerhed om planens indhold og konsekvens.

Der er INGEN sikkerhed for fagbevægelsens medvirken til en times øget arbejdstid. LO-formanden ville senest efter sit møde med den bekymrede Margrethe Vestager (R ) ikke garantere noget som helst. Flere fagforbund siger lodret NEJ til at deltage. Og LO-formanden vil slet ikke binde fagbevægelsen op på de beløb, S-SF-planen taler om.  

Samme uklarhed råder for efterlønnen. Skal den fredes eller skal den ikke? Vi har ingen klar melding fra S og SF. Kun fra Enhedslisten, der vil frede den under alle omstændigheder, og R der vil fjerne den under alle omstændigheder.

Og hvordan står den, når det gælder den dagpengereform, der nu er gennemført? Ved nogen, hvor vi har S og SF? Svaret er igen, at ingen ved noget som helst om S og SF.

Er der dækning for de løfter, S og SF deler ud til højre og venstre? De økonomiske vismænd siger nej. Og Finansministeriets økonomer påpeger, at S-SF-planen foreløbig mangler finansiering for gigantiske summer mellem 11 og 29 milliarder kroner. Om året!

Ja, man må spørge sig selv, om S og SF overhovedet HAR en plan.

Under alle omstændigheder bekræfter de seneste ugers usikkerhed om S-SF-planen, at oppositionen bygger sine løfter for det danske samfunds fremtid på et yderst tvivlsomt økonomisk grundlag.

Helle og Villy kommer til at smide om sig med lånte penge - og en kæmpe gæld til de kommende generationer - eller sende skatteborgerne en kæmpe regning i de kommende år.

Det er det rene kaos, du indbyder til, Orla Hav! Er du virkelig parat til letkøbte eventyr med SF frem for det brede samarbejde, som statsministeren og nationalbankdirektøren de seneste uger har inviteret til?

Uden en stærk økonomi har vi ikke noget stærkt velfærdssamfund. Det siger sig selv.

Og jeg vil ikke gamble med velfærdssamfundet! Jeg vil ikke smide regningen for finanskrisen i børneværelserne! Og jeg vil ikke sende flere arbejdspladser ud af landet på grund af stigende skatter og faldende konkurrenceevne.

Danmark står foran en enorm udfordring i årene, der kommer: Vi skal ruste det danske samfund til en ny situation med flere ældre, færre erhvervsaktive - og danske virksomheder og arbejdspladser, der møder uset international konkurrence fra vækst-økonomierne i Asien. Vi kan ikke tage noget for givet.

Vi bør stå sammen om at ruste Danmark til fremtiden. Som V og S i Staunings tid. Som det lykkedes for Fogh med velfærdsreformerne i 2006, hvor vi samtidig finansierede de største investeringer i uddannelse og forskning nogensinde.

Det er min ambition at skabe samling om en sikker og solid økonomisk kurs for vores samfund. Danmark har ikke råd til kaos med Helle!

Kommentarer (0) — skriv kommentar

Der er i øjeblikket ingen kommentarer. Vil du være den første?

Tilføj kommentar

 

  (nødvendig)
  (nødvendig — offentliggøres ikke)

Indtast hvad der står på billedet i boksen nedenfor.
  (nødvendig)